Kemiker til Metalafdeling i Eurofins i Vejen

  • Fuldtid

Firmabeskrivelse

Eurofins Miljø A/S er Danmarks største miljølaboratorium. Vi arbejder med kemiske og mikrobiologiske undersøgelser af vand, jord og luft - samt tilhørende rådgivning inden for miljøområdet. Vi varetager det fulde forløb af en undersøgelse - fra den indledende planlægning, over prøvetagning og gennemførelse af analyser til evaluering af resultaterne. 

I vores afdeling for metalanalyser servicerer vi alle afdelinger inden for miljø, foder, agro, fødevarer, emmision, indeklima, produkter og materialer i Danmark, samt flere afdelinger i udlandet. Afdelingen er nationalt kompetencecenter for metal- og mineralanalyser, og analyserer 4-500.000 prøver om året.

Jobbeskrivelse

Grundet vækst udvider vi vores team med en kemiker. Du skal sammen med de øvrige 3 kemikere supportere den daglige drift og gå forrest, når det gælder kvalitet i vores daglige arbejdsgang. Derudover vil du løbende bidrage til en række spændende udviklingsprojekter.

Supporten omfatter primært troupleshooting og metodeoptimering på ICP-OES, ICP-MS og CV-AAS/AFS apparater. Kvalitetsarbejdet består i at håndtere præstationsprøvninger, reklamationer, afvigelser, forebyggende handlinger, kontrolkort opsætning & evaluering, samt varetagelse af metodeansvar, herunder sikre at vi løbende lever op til gældende standarder og krav fra interne og eksterne interessanter.

Som kemiker i metalafdelingen i Vejen vil du opleve en spændende og varierende hverdag, i et miljø, hvor det sociale aspekt vægtes højt. Vi sætter pris på en fri omgangstone, hvor der skal være plads til at have det sjovt. Det er derfor vigtigt, at du har teamspirit, godt humør og er i stand til at give samt modtage feedback fra dine kollegaer. Derudover vægter vi samarbejde, initiativ og evnen til at eksekvere.  

Metalafdelingen er på hverdage bemandet 24 timer i døgnet af laboranter og laboratorieteknikere, som arbejder i hhv. dag, aften og natskift. Desuden har vi bemanding lørdag og søndag.

Kvalifikationer

Faglige kompetencer

  • Du er uddannet kemiker, kemiingeniør, eller har tilsvarende uddannelse
  • Du har flair for IT og er god til at sætte dig ind i nye IT-systemer
  • Du har flair for apparater, og er ikke bange for at løse apparattekniske problemer på egen hånd

Personlige kompetencer

  • Du har en løsningsorienteret tilgang til opgaverne og tager ejerskab for at få dem løst
  • Du er fleksibel i din indstilling og kan håndtere uforudsigelighed
  • Du arbejder systematisk og struktureret
  • Du har en god samarbejdsevne og positivt mindset
  • Du fungerer godt socialt og har lyst til at løfte i flok

Der vil være en grundig oplæring i opgaverne, så det er ikke et krav at du har erfaring fra et laboratorium, men vi ser gerne at du har en grundlæggende interesse for faget. Opgaverne kræver både stående og gående arbejde, derfor er det vigtigt, at du er fysisk mobil.

Yderligere informationer

Arbejdstid
37 timer. Mandag-fredag i tidsrummet 7-16

Tiltrædelse
Snarest muligt

Yderligere information
Du kan læse mere om Eurofins på www.eurofins.dk. Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte Sektionsleder Anders Svaneborg på [email protected]

Ansøgning
Send dit CV og ansøgning med relevante bilag, ved at klikke på "Jeg er interesseret". Du skal søge online – det er eneste måde. Vi afholder løbende samtaler og ansætter så snart, den rette kandidat er fundet. Så send din ansøgning afsted hurtigst muligt. 

Du kan læse mere om Eurofins på www.eurofins.dk.

I forbindelse med rekrutteringen vil du blive bedt om at fremvise straffeattest.

Eurofins Scientific er en international life science virksomhed, som tilbyder et unikt udvalg af analyser til kunder inden for mange forskellige industrier, med det formål at gøre livet og vores miljø mere sikkert, sundere og mere bæredygtigt. Fra den mad du spiser, til vandet du drikker, til medicinen du anvender, arbejder Eurofins sammen med de største virksomheder i verden, for at understøtte, at de produkter virksomhederne udbyder er sikre, deres ingredienser er autentiske og at mærkningen på produkterne er korrekte. Eurofins er verdensledende inden for test af fødevarer, miljø, farmaceutiske og kosmetiske produkter, samt agro-science CRO services.  Eurofins er ydermere en af de globale markedsledere inden for specifikke test og laboratorieservices inden for genomics, farmakologi, retsmedicin, CDMO, avanceret materialevidenskab, samt support til kliniske studier.

På lidt mere end 30 år er Eurofins vokset fra at været et enkelt laboratorium i Nantes i Frankrig, til at bestå af 61.000 medarbejdere i et netværk af mere end 1000 selvstændige selskaber og 940 laboratorier i over 54 lande. Eurofins tilbyder en portefølje af mere end 200.000 analytiske metoder, til at evaluere sikkerhed, identitet, sammensætning, ægthed, oprindelse, sporbarhed og renhed af biologiske stoffer og produkter. Som en af de førende spillere inden for specialiseret klinisk diagnostisk test, tilbyder vi endvidere vi innovative klinisk diagnostiske testydelser.

I 2021 genererede Eurofins en samlet indtægt på 6,7 milliarder Euro og er i blandt de aktier, som har performet bedst i Europa over de sidste 20 år.

Fortrolighedspolitik