Piccoline/piccolo til Colliers, Aarhus

  • Fuldtid

Firmabeskrivelse

Hos Colliers er vi eksperter i erhvervsejendomme. Vores kernekompetence er at formidle dem mellem investorer og virksomheder i hele Danmark. Det er vi stolte af, for ejendomme udgør en af de største og vigtigste faktorer for vores fælles fremtid og danner rammen om vores liv og samfundsøkonomi. Vi er ubestridte markedsledere og en stor del af det danske erhvervs-ejendomsmarked.

Derudover er vi en del af en international virksomhed med over 18.000 ansatte og kontorer i mere end 60 lande på verdensplan. Vi har derfor et mål om at tiltrække og udvikle talenter, som ved at tænke og handle anderledes vil være med til at løfte erhvervs-ejendomsmarkedet ind i en teknologisk, bæredygtig og vidensbaseret fremtid. 

I Danmark er vi landsdækkende med godt 160 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Aarhus, Aalborg, Odense og Vejle.

Stillingsbeskrivelse

Til vores kontor i Aarhus søger vi en fuldtids piccolo/piccoline, som er smilende, udadvendt, servicemindet og energisk, så vi kan få hverdagen i receptionen til at fungere optimalt.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være:

  • Bemande receptionen, passe telefonen og modtage vores gæster
  • Mødeforplejning; bestilling, opdækning og afrydning
  • Varemodtagelse og -registrering
  • Holde orden på kontoret/arkivering
  • Diverse print- og download-opgaver
  • Udsendelse af direct mails
  • Opfyldning i printerrum
  • Diverse administrative ad hoc-opgaver
  • Supportere vores afdelinger på tværs af landet

Kvalifikationer

Vi forestiller os, at du er færdig med gymnasiet eller en tilsvarende ungdomsuddannelse. Måske holder du sabbatår, inden du skal studere videre.

Erfaring fra lignende arbejde er en fordel, men ikke en forudsætning.

Vi forventer, at du kan bevare smilet og overblikket i de til tider lidt travle perioder. Du skal være ansvarsbevidst og kunne arbejde selvstændigt. Desuden er det vigtigt, at du arbejder hjemmevant i Microsoft Office pakken og kan kommunikere på engelsk, da vi også har internationale kunder.

Yderligere informationer

Stillingen er en fuldtidsstilling på vores kontor i Aarhus. Arbejdstiden vil som udgangspunkt være mandag - torsdag fra kl. 8.00 - 16.00 og fredag fra kl. 8.00 - 15.30. En eventuel tidsbegrænset ansættelse indtil sommeren 2027 kan aftales.

Vi søger en ny kollega, der kan tiltræde i starten af juli for at modtage oplæring, inden vores nuværende piccoline stopper.

Kan du se dig selv som vores nye piccolo/piccoline, vil vi meget gerne høre fra dig. Vi holder løbende samtaler med egnede kandidater, så upload din ansøgning med CV og øvrige relevante eksamenspapirer hurtigst muligt. Ansøgningsfrist 30. april 2025.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Head of Reception Randi Kobbernagel på 31 69 45 68.

Alle henvendelser behandles fortroligt.

Læs mere på www.colliers.com, X @Colliers eller LinkedIn.

Bekendtgørelse om beskyttelse af personlige oplysninger