Erfaren hydrauliker med branchekendskab og flair for projektledelse
- Fuldtid
- Type de contrat: Standard
Stillingsbeskrivelse
Er du klar til at sætte dit præg på projekter indenfor hydraulisk-modellering? Motiveres du af at være i tæt dialog med kunderne om den bedste hydrauliske løsning?
Vi søger en erfaren hydrauliker, der har et solidt fagligt fundament, og som motiveres af at sikre fremdrift i projekter i rollen som projektleder, hvor det handler om at finde den bedste løsning sammen med vores kunder.
Din ekspertise gør en forskel
Som en central del af vores højt specialiserede team vil du få mulighed for at:
- Lede avancerede hydrauliske projekter for klimatilpasning og afløbsprojekter
- Optimere og kalibrere avancerede hydrauliske modeller
- Opsætte og vedligeholde Hubgrade Sewer installationer, som er Krügers online-platform til visualisering, rapportering og styring af afløbssystemer
- Rådgive forsyningsselskaber om løsninger til klimasikring og systemoptimering
- Være opsøgende hos vores kunder ift. hvad de ønsker, for at komme i mål med optimering af ledningsnet og klimasikring
Vi skaber resultater gennem fælles indsats
Vores projekter er typisk genereret af kundernes behov for miljøforbedringer, klimatilpasning eller driftsoptimering. Vi arbejder datadrevet, hvilket giver os mulighed for at tilpasse de hydrauliske modeller til hver enkelt opgave, og optimere afløbssystemer gennem avanceret styring.
Du vil opleve at projekter hos os spænder fra lokal infrastruktur til større regionale initiativer, og du vil blive en central nøglespiller i teamet, hvor vi arbejder med et højt fagligt engagement samt en stærk tro på, at samarbejde fører til bedre løsninger.
I teamet er det særligt datahåndtering i forhold til afløbsmodeller, kalibrering, optimering og planlægning af afløbssystemer; men også stoftransport samt rensning af regn- og overløbsvand, som vi arbejder med. Vi er stolte af vores evne til at kombinere forskellige tværfaglige områder for at finde de helt rigtige løsninger for vores kunder.
Kvalifikationer
Du er en erfaren hydrauliker med branchekendskab, som kan lede projekter og kommunikere med kunderne
Vi forestiller os, at du kommer med en profil, der matcher nedenstående:
- Ingeniøruddannelse med 4+ års erfaring som hydrauliker i forsyningsbranchen
- Du behersker MIKE-pakken og hydraulisk modellering
- Ekspertise i databaser, GIS-værktøjer og avancerede simuleringer
- Du arbejder struktureret, er vant til at lede projekter og har gerne en projektlederuddannelse
- Du har stærke analytiske evner
- Du kan arbejde selvstændigt med projekter, og samtidig trives du også med at arbejde i teams
- Du er velformuleret både skriftligt og mundtligt på såvel dansk som engelsk
Du vil især trives i denne funktion, hvis du motiveres af at transformere komplekse modeller til virkelighedsnære og værdiskabende løsninger hos vores kunder. Vi værdsætter en proaktiv tilgang og evnen til at arbejde tværfagligt, hvor du kan bringe dine unikke færdigheder i spil for at opnå de bedste resultater. Du har desuden appetit på at komme ud til vores kunder, og skabe opmærksomhed på vores hydrauliske løsninger og værktøjer, der kan hjælpe dem.
Din nye afdeling i Aarhus
Du får 55 kompetente, rare og hjælpsomme kolleger, der alle arbejder med ledningsnet, spildevand og drikkevand. Derudover har vi yderligere ca. 400 kolleger i resten af Danmark. Da Krüger er en del af den globale miljøkoncern Veolia, kan du også komme i dialog med vores udenlandske kollegaer, og eventuelt deltage i internationale projekter.
Fælles for os alle er, at vi synes, vandrensning er vanvittigt spændende og fyldt med fantastiske muligheder, der kan være med til at løse nogle af de store udfordringer, verden står overfor. Vores velfungerende arbejdsmiljø er præget af åbenhed og respekt, hvor videndeling er en naturlig del af hverdagen.
Det tilbyder vi dig
- En spændende og udfordrende stilling med gode faglige og evt. ledelsesmæssige udviklingsmuligheder, som du selv kan påvirke
- Fokus på din trivsel
- Fleksibilitet, der gør det muligt at kombinere et meningsfyldt og inspirerende arbejdsliv med privatlivet
- Rare, dygtige og hjælpsomme kollegaer
- Fast kontorplads, hvor du sidder sammen med 1-3 kollegaer i mindre kontorer
- En stilling i et rummeligt og uformelt miljø
- Gode og tidssvarende ansættelsesforhold
Yderligere informationer
Næste skridt
Vil du være med til at gøre en positiv forskel for vores kunder og os? Så ser vi frem til at modtage din ansøgning snarest muligt og senest den 1. december 2024.
Læs mere om os på www.kruger.dk.
Vil du vide mere om denne konkrete stilling, er du meget velkommen til at kontakte teamleder Aviaja Hansen på telefon 4212 0892.
Vi holder løbende samtaler som relevante ansøgninger kommer ind. Alle kvalificerede kandidater opfordres til at søge stillingen.
Om Krüger
Krüger er en international miljøvirksomhed med speciale i vandbehandling. Vi arbejder som rådgiver, entreprenør og leverandør af udstyr, løsninger og service inden for procesvand, drikkevand, spildevand, klimasikring og jordforurening. Vi er førende, når det kommer til at udvikle og implementere banebrydende teknologier og løsninger, der reducerer de miljømæssige påvirkninger. I Danmark beskæftiger vi ca. 425 dygtige medarbejdere, og på verdensplan har vi 220.000 kollegaer i Veolia koncernen. Hver dag går vi på arbejde med det formål at bidrage til den grønne omstilling og skabe en bedre fremtid for nutiden og fremtidige generationer. Vil du være med?
As an inclusive company, Veolia is committed to diversity and gives equal consideration to all applications, without discrimination.