Juniorkonsulent, conversation designer

  • Deltid
  • Office: Hellerup

Jobbeskrivelse

Hvem er vi?

Vi er en ny startup specialiseret i løsninger inden for conversational AI. Vores mission er at hjælpe vores kunder med at skabe værdi med løsninger inden for chatbots, voicebots og generative AI. Vi tilbyder at tage kunderne i hånden gennem hele processen fra strategisk rådgivning, valg af den rette teknologi, prototyper og implementering til change management og løbende vedligehold.

CAiSA er en enhed i Implement Consulting Group under paraplyen The Tech Collective. Du vil derfor blive en del af den perfekte kombination af en startupkultur, hvor der er højt til loftet og plads til at være med til at forme kulturen og samtidig være en del af en topprofessionel rådgivningsvirksomhed med 1.400 knalddygtige kolleger.

Har du lyst til at blive en del af den ekstremt spændende udvikling, som sker inden for AI og især conversational AI, så har du her en unik mulighed for at blive en del af Danmarks stærkeste og mest erfarne team på området.

Hvad leder vi efter? 

Vi har fart på. Masser af spændende projekter og endnu flere spændende planer og visioner. Derfor udvider vi teamet med en række nye profiler. Du er vores nye juniorkonsulent med fokus på conversation design.

En helt central del af udviklingen af chat- og voicebotløsninger er evnen til at designe gode kundeoplevelser med sprog. Så ved siden af de tekniske udviklere, som vi har i teamet, har vi også en unik faglig kompetence inden for conversation design.

Stillingen har fokus på krydsfeltet mellem AI og kommunikation og kræver lige dele teknisk interesse, sproglig kreativitet og evnen til at formidle.

Du skal have en brændende interesse for at bygge fede løsninger med conversational AI og lyst til en karriere som managementkonsulent. Du kan læse mere om opgaverne nedenfor. Din konkrete baggrund og erfaring kommer mange forskellige steder fra, men først og fremmest leder vi efter talent og passion.

Stillingens indhold vil variere, men indebærer opgaver som fx at: 

  • Deltage i projekter inden for generative AI og conversational AI i en rolle som conversation designer 
  • Blive superbruger og certificeret i conversational AI-platforme
  • Udarbejde præsentationsmateriale og stå for fremlæggelser
  • Gennemføre workshops og træning af kunder, som ønsker at lære om conversational AI og conversation design, selvfølgelig i samarbejde med dine kolleger
  • Deltage på konkrete projektopgaver, hvor du vil indgå som juniorkonsulent i projektteamet
  • Støtte op om interne opgaver, fx opsætning og udarbejdelse af website, landing pages, SoMe-posts og andre kommunikations- og skriftlige opgaver

Kvalifikationer og baggrund 

  • Vi forestiller os, at du er i gang med en videregående uddannelse inden for fx sprog, kommunikation eller journalistik, og derudover kan du dokumentere gode resultater fra din ungdomsuddannelse
  • Du har interesse for sprog, skriftlighed og kan skrive skarpe, levende og forståelige tekster – også inden for områder med fagsprog eller terminologi, hvor vores kunder ønsker det kommunikeret præcist og letforståeligt
  • Erfaring med en eller flere platforme til udvikling af bots, fx Google Dialogflow, Microsoft PVA, Boost.ai eller lignende, vil være en fordel
  • Du har interesse for og kendskab til værktøjer som ChatGPT, Midjourney og lignende – og især hvordan disse vil ændre måden, vi arbejder og kommunikerer på
  • Du har et kreativt mindset og en dyb interesse for digitale løsninger
  • Du kan formidle og har ikke noget problem med at skulle præsentere dine løsninger foran både kolleger og kunder
  • Du er god til at tage initiativ, gribe opgaver og tage ansvar for at drive dem fremad – uanset om du kan løbe med opgaven alene, eller det kræver, at du er god til at række ud og bede om hjælp
  • Da vores kunder ofte arbejder udelukkende på dansk, er det et krav, at du skal kunne tale og skrive fejlfrit på både dansk og engelsk

Additional information

Stillingen som juniorkonsulent er timebaseret. Du vil kunne tilpasse arbejdet til dine studier, og vi er fleksible omkring perioder med eksaminer. Timetallet vil kunne aftales individuelt, men vi ser gerne, at du kan lægge minimum 15 timer om ugen.

Hvis du mener, at du er det perfekte match til stillingen, men kun søger en fuldtidsstilling, så er vi åbne for at få fejet benene væk under os af den ultimative kandidat. Skriv tydeligt i din ansøgning, hvis du kun søger en fuldtidsstilling.

Vi har en fantastisk spændende og sjov hverdag sammen. Praktisk holder vi til i superdejlige omgivelser, både i Borgergade og på Strandvejen i København. Vi arbejder som udgangspunkt sammen på vores fysiske adresser, men aftaler selvfølgelig ud fra de enkelte opgaver, hvordan vi organiserer os rent praktisk.

Der er gode faciliteter, lækker frokost (og fra tid til anden også aftensmad) i kantinen og generelt rammerne til at kunne yde sit bedste i samarbejde med resten af teamet.

Vi vil gerne have din motiverede ansøgning på dansk. Bilag, eksamensbeviser og lignende behøver du ikke fremsende på dansk eller oversætte. Vi glæder os til at høre fra dig hurtigst muligt og senest søndag d. 11. juni, og vi afholder samtaler i løbet af juni.

Conversational og generative AI er i rivende udvikling. Og vi vokser. Juniorkonsulenter, som har vist resultater, vil få mulighed for at opnå fastansættelse som næste skridt i din karriere. 
 
Spørgsmål

For yderligere spørgsmål kontakt Linea Svendsen på [email protected] eller +45 2938 2377.

Fortrolighedspolitik