Kunderådgiver til kundecenter for Rent Vand

  • Fuldtid

Firmabeskrivelse

Vær med til at kvalitetssikre vandet fra den kolde hane, fra bruseren, hos tandlægen, i svømmehallen og langs kysterne!

 

Eurofins Miljø Vand, en del Danmarks førende miljølaboratorium, analyserer rent vand og er med til at dokumentere, at vandkvaliteten lever op til de høje krav, der stilles i Danmark.

I Eurofins Miljø arbejder vi med fysiske, kemiske og mikrobiologiske undersøgelser af vand, jord og luft, og arbejder samtidig med den tilhørende rådgivning inden for miljøområdet. Vi varetager det fulde forløb af en undersøgelse - fra den indledende planlægning, over prøvetagning og gennemførsel af analyser til evaluering af resultaterne.

Eurofins Miljø Vand er en del af Eurofins Miljø og et vigtigt led i kæden i at dokumentere drikkevandets kvalitet i hele landet under mottoet Testing for Life. Vil du være med til at sikre drikkevandskvaliteten i den danske vandforsyning og skabe tryghed omkring menneskets kontakt med rent vand, så er dette jobbet for dig!

Hos Eurofins Miljø arbejder vi med bæredygtighed i produktionen og er i øjeblikket i en implementeringsproces med FN´s Verdensmål som overordnet målsætning. Læs mere om vores arbejde med verdensmålene på vores hjemmeside: www.eurofins.dk/miljoe/om-os/fns-verdensmaal/

Jobbeskrivelse

Vi søger dig, som ønsker at bruge din faglighed, erfaring og professionelle tilgang til kunderådgivning inden for miljøområdet.

I rollen som kunderådgiver vil du være i kontakt med vores kunder via telefon, mail og lejlighedsvise møder. Du vil være involveret i hele processen fra kundens første henvendelse til afrapportering og evaluering af analyseresultaterne. Processen indebærer dialog med kunden om dennes behov, oprettelse af kunden og dennes ordre i vores systemer, sikring af korrekt prøveoprettelse/modtagelse, vurdering af resultater og sammen med resten af teamet helt generelt bidrage til en topklasse kundeservice.

Vi søger en medarbejder med interesse for vand og vandkvalitet, der har lyst til at lære nyt og udvikle sig i en spændende branche i stor vækst. Udviklingen inden for analysemetoder og teknologier skaber grundlag for at oparbejde viden om vores miljøs og drikkevands tilstand. Arbejdet foregår primært i et kontorfællesskab, hvor kollegaskab, god service og kunden vægtes højt, men der er også mulighed for tage en dag eller to hjemmefra i ugens løb i balance med arbejdsopgaverne og kollegerne i teamet.

Vi sørger for en grundig oplæring i vores systemer, så du hurtigt kan få brugt din viden og praktiske erfaring til at gøre det du er bedst til: at skabe tillid med din faglighed, erfaring og professionelle tilgang til kunderådgivning.

Da vi ønsker at sikre god kundeservice til alle vores kunder, har vi også en vagttelefon, der deles mellem medarbejderne i kundecenteret. Deltagelse i vagtordningen kan være en del af jobbet efter din oplæring.

Kvalifikationer

Indgangsvinklen til stillingen er mange, da vi er åbne for at høre fra alle interesserede kandidater med en naturvidenskabelig grunduddannelse som f.eks. laborant, miljøteknolog, akademiker eller anden relevant uddannelse. Vigtigst er din interesse for vand- og miljøområdet, og din evne til at lære nyt.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med vandkvalitet fra en vandforsyning eller en kommune og/eller har kendskab til mikrobiologiske og kemiske analyser fra et laboratorium, en fødevarevirksomhed eller lignende.

Derudover er du i stand til at sætte dig ind i nye IT-systemer, og du kan betjene kunderne på dansk og engelsk i skrift og tale.

På det personlige plan er du grundig og struktureret. Du forstår, hvad god kundeservice er, og du kan lide at hjælpe andre mennesker. Du nyder udviklingsopgaver, men trives også med rutineopgaver i løbet af din dag. Du har gode formidlingsevner, og formår at skabe overblik samt at bevare roen og en positiv tilgang til udfordringer - også når der er travlt.

Yderligere informationer

Arbejdssted
Ladelundvej 85, DK-6600 Vejen, Denmark

Tiltrædelse
Snarest

Lyder jobbet som noget for dig?
Så send os dit CV og motiverede ansøgning med relevante bilag ved at klikke på "Jeg er interesseret". Ansøgning online er den eneste måde. Vi afholder løbende samtaler og ansætter, så snart den rette kandidat er fundet. 

For yderligere information om stillingen er du meget velkommen til at kontakte teamleder Peter Møller på telefon 26 86 36 17.

Du kan læse mere om Eurofins på www.eurofins.dk

 

I forbindelse med rekrutteringen vil du blive bedt om at fremvise straffeattest.

 

 

Du kan læse mere om Eurofins på www.eurofins.dk.

 

 

Eurofins Scientific er en international life science virksomhed, som tilbyder et unikt udvalg af analyser til kunder inden for mange forskellige industrier, med det formål at gøre livet og vores miljø mere sikkert, sundere og mere bæredygtigt. Fra den mad du spiser, til vandet du drikker, til medicinen du anvender, arbejder Eurofins sammen med de største virksomheder i verden, for at understøtte, at de produkter virksomhederne udbyder er sikre, deres ingredienser er autentiske og at mærkningen på produkterne er korrekte. Eurofins er verdensledende inden for test af fødevarer, miljø, farmaceutiske og kosmetiske produkter, samt agro-science CRO services.  Eurofins er ydermere en af de globale markedsledere inden for specifikke test og laboratorieservices inden for genomics, farmakologi, retsmedicin, CDMO, avanceret materialevidenskab, samt support til kliniske studier. 

På lidt mere end 30 år er Eurofins vokset fra at været et enkelt laboratorium i Nantes i Frankrig, til at bestå af 58.000 medarbejdere i et netværk af mere end 1000 selvstændige selskaber og 900 laboratorier i over 54 lande. Eurofins tilbyder en portefølje af mere end 200.000 analytiske metoder, til at evaluere sikkerhed, identitet, sammensætning, ægthed, oprindelse, sporbarhed og renhed af biologiske stoffer og produkter. Som en af de førende spillere inden for specialiseret klinisk diagnostisk test, tilbyder vi endvidere vi innovative klinisk diagnostiske testydelser.

I 2021 genererede Eurofins en samlet indtægt på 6,7 milliarder Euro og er i blandt de aktier, som har performet bedst i Europa over de sidste 20 år.

Fortrolighedspolitik