Jurist eller advokat til Colliers Occupier Services i Aarhus

  • Fuldtid

Firmabeskrivelse

Ønsker du et spændende og udfordrende job, og har du lyst til at indgå i et tværfagligt team, som samarbejder tæt med andre funktioner og samarbejdspartnere omkring erhvervsejendomme?

Du får en unik mulighed for at blive del af den vækstrejse, Colliers er på, hvor der investeres væsentlige ressourcer i at drive og videreudvikle en markedsledende lejerrådgivningsforretning. Du vil indgå i et erfarent og kompetent team på 10 personer med et stort netværk inden for erhvervsmarkedet i Danmark.

Colliers Occupier Services yder uafhængig strategisk rådgivning omkring udnyttelse og optimering af virksomheders ejendomsporteføljer. Kerneydelsen er rådgivning til erhvervslejere, der enten skal flytte lokation eller genforhandle en eksisterende lejekontrakt.

Med et team sammensat af blandt andet økonomer og jurister, arkitekter samt byggetekniske rådgivere, tilbyder vi fuldservice rådgivning relateret til erhvervslejemål omkring alt fra behovsafdækning, søgning og forhandling til indretning af lejemål.

Colliers Occupier Services er en del af Colliers, Danmark, der er den absolut største og mest erfarne mægler og rådgiver inden for erhvervs- og investeringsejendomme og -lokaler i Danmark. Vi er landsdækkende med godt 160 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Aarhus, Aalborg, Odense og Vejle.

Jobbeskrivelse

Til vores multidisciplinære team søger vi en jurist eller advokat med erfaring inden for fast ejendom.

Dine primære opgaver vil være:

Forhandling af erhvervslejekontrakter:

  • Kommentering af juridiske og kommercielle kontraktvilkår samt forhandling heraf.
  • Drive og koordinere forhandlingsprocesser i forhold til interne og eksterne aktører.
  • Intern og ekstern juridisk rådgivning og sparring.

Lejemålstransaktioner:

  • Agere projektleder på lejemålstransaktioner, herunder udarbejdelse af kravspecifikationer, søgning efter relevante lejemål, udarbejdelse af business cases, præsentationer, forhandling af lejekontrakter mv.

Styrke og udbygge Occupier Services markedsposition i Jylland og på Fyn:

  • Ansvar for håndtering og opdyrkning af afdelingens projekter i de største danske byer uden for København.

Organisatorisk får du en stor berøringsflade, hvorfor vi forventer, at du er god til at opbygge relationer og trives med samarbejde på tværs af både afdelinger og fagligheder.

Din base vil være i Aarhus sammen med 50 kollegaer på vores Aarhus-lokation. Det er derfor afgørende, at du kan arbejde selvstændigt og formår at skabe et godt samarbejde med resten af Occupier Services-afdelingen, der er placeret i København. Der vil naturligt være arbejdsdage i København både i forbindelse med opstart, men også fremadrettet i forbindelse med relevante projekter.

Kvalifikationer

Uddannelse: Cand. jur./Cand.merc.(jur.) eller anden relevant uddannelse kombineret med erhvervserfaring.

Erfaring: Minimum 3-5 års erfaring med forhandling af kontrakter fra advokatbranchen, management consulting, en intern ejendomsfunktion eller lignende er en nødvendig forudsætning. Erfaring med erhvervsleje-, aftale- og entrepriseret, køb og salg af fast ejendom og kendskab til markedet for erhvervslejemål er et klart plus.  

Kommunikation: Du er forhandlingsvant og har solide kommunikationsevner. Vi har mange internationale kunder, og det er afgørende, at du kan samarbejde med multinationale projektteams. Det er centralt, at du behersker dansk og engelsk på forhandlingsniveau.  

Vi lægger vægt på, at du er fagligt velfunderet. Du er teamplayer og god til at samarbejde med andre på forskellige niveauer og med forskellige baggrunde. Du arbejder selvstændigt, struktureret og løsningsorienteret. Du tager ejerskab og sætter mål for dig selv, ligesom du leverer gode resultater og hele tiden stræber efter forbedringer.

Som person er du imødekommende, serviceminded og udadvendt.

Yderligere informationer

Hvis du kan se dig selv som en del af teamet, vil vi meget gerne høre fra dig hurtigst muligt, da vi løbende holder samtaler med egnede kandidater. Så upload din ansøgning med CV og øvrige relevante papirer hurtigst muligt og fortæl os, hvorfor du vil arbejde hos os, hvad der driver dig, og hvad du kan bidrage med, både fagligt og personligt.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Manager, Andreas Liebmann på 42 83 86 38 eller Partner, Senior Director, Ulrich Reckert på 31 60 90 53.

Tiltrædelse hurtigst muligt. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Læs mere på www.colliers.com, Twitter @Colliers eller LinkedIn.

Fortrolighedspolitik