Ambitiøs og talstærk studentermedhjælper til Vurdering & Rådgivning, København

  • Deltid

Firmabeskrivelse

Colliers (NASDAQ, TSX: CIGI) er en førende global rådgiver indenfor erhvervs- og investeringsejendomme. Vi har kontorer i 63 lande og mere end 18.000 dedikerede medarbejdere, der samarbejder om at yde ekspertbistand til kunder i ejendomssektoren.

I Danmark er Colliers den absolut største og mest erfarne mægler og rådgiver indenfor erhvervs- og investeringsejendomme. Vi er landsdækkende med godt 150 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Aarhus, Aalborg, Odense og Vejle.

Jobbeskrivelse

Du vil indgå i vores vurderings- og rådgivningsteam, som i dag består af 35 medarbejdere på tværs af landet, hvoraf 26 er stationeret i København. Afdelingens hoved-fokus er vurdering, finansiel og kommerciel ejendomsrådgivning, konsulentbistand til offentlige instanser og større ejendomstransaktioner.

Hos os vil du opleve en stejl læringskurve med både personlig og faglig udvikling, der ikke kun vil give dig ekspertviden på ejendomsområdet, men også en fremragende grunduddannelse inden for sektoren.

Du vil komme til at arbejde med en lang række spændende opgaver, men dine primære arbejdsområder vil være:

  • Analyser af erhvervsejendomsmarkedet
  • Bistand i udarbejdelsen af værdiansættelser
  • Bistand i transaktionsprocesser
  • PowerPoint-præsentationer til salgsoplæg, markedsanalyser o.l.
  • Opdatering og håndtering af databaser
  • Diverse ejendomsrelaterede ad hoc-opgaver.

Colliers’ vurderings- og rådgivningsteam er en integreret del af vores Capital Markets-forretning, og du vil derfor også fra tid til anden bistå i transaktionsprocesser med fokus på udarbejdelse af kommercielle analyser, strukturering af data samt opdatering og vedligeholdelse af datarum.

Arbejdstiderne aftales individuelt, men er forventeligt ca. 15-20 timer om ugen inden for normal kontortid (mandag til fredag) og lejlighedsvis om aftenen. Der vil naturligvis være mulighed for at aftale kortere arbejdstid i eksamensperioder.

Colliers er kendt i markedet for et meget højt kompetenceniveau, høj integritet, kvalificerede og dedikerede medarbejdere samt en seriøs og imødekommende kundeservice. Dine kommende kolleger har solid praktisk erfaring, en skarp analytisk sans og et indgående markedskendskab – og lærer gerne fra sig. Vi har en flad struktur med ansvar på alle anciennitetsniveauer, hvor faglig sparring er en vigtig del af hverdagen.

Kvalifikationer

Vi forestiller os, at du efter sommeren 2023 står overfor at påbegynde din kandidatuddannelse på enten cand.oecon., cand.merc. eller cand.polit. med finansiel toning eller skal i gang med det sidste år af din bachelor og forventer at fortsætte på en af de finansielle kandidatretninger.

Det er vigtigt, at du har lyst til at arbejde med finansierings- og investeringsteori, og at du har en god makroøkonomisk forståelse og ikke mindst merkantil tankegang.

Du er flydende på dansk og engelsk i både skrift og tale, og dine skriftlige formidlingsevner er helt i top. Du er superbruger i Excel og Word, og har du også en forståelse for de finansielle tal, der knytter sig til erhvervsejendomme, er det en fordel.

Virksomhedskulturen er ung og dynamisk og præget af travlhed, og du kan derfor forvente at blive kastet direkte ud i opgaverne. Derfor er det vigtigt, at du har et højt energiniveau og kan arbejde selvstændigt. Da vi hele tiden arbejder i tæt dialog internt og med vores kunder, er det desuden vigtigt, at du er udadvendt og god til at skabe relationer.

Vi stiller store krav til arbejdsindsats og fleksibilitet, men vi udviser også en høj grad af frihed under ansvar. For de rette kandidater vil der være mulighed for ansættelse på fuld tid efter gennemført studie.

Yderligere informationer

Kan du se dig selv som vores nye studentermedhjælper, vil vi meget gerne høre fra dig inden den 26. februar 2023.

Vi holder løbende samtaler med egnede kandidater, så upload din ansøgning med CV og øvrige relevante eksamenspapirer hurtigst muligt og fortæl os, hvorfor du vil arbejde hos os, hvad der driver dig, og hvad du kan bidrage med, både fagligt og personligt.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Manager Emma Stubberup 24 48 12 29 eller Senior Associate Simon Jacobsen på 23 48 03 51.

Tiltrædelse snarest muligt. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Læs mere på corporate.colliers.com, Twitter @Colliers eller LinkedIn.

Fortrolighedspolitik